Med dansk tale

Med dansk tale

En podcast om og med stemmerne fra barndommens te…

  • 1 hour 11 seconds
    Juleafsnit 2024: Babe den kække gris
    Årets julegave til lytterne hylder den danske dubbing af "Babe den kække gris" (Babe the Gallant Pig), Chris Noonans australske familiefilmperle fra 1995. Afsnittet er optaget live i Cinemateket den 24. februar 2024, hvor vi viste filmens danske version og samlede en del af holdet bag den fremragende dub, som af ukendte årsager aldrig er udgivet på dvd eller Blu-ray. VIBEKE HASTRUP (Babe), PETER ZHELDER (Ferdinand), TIMM MEHRENS (hanen + casting) og ERIK BJERGFELT (dialoginstruktør) er alle med rette stolte over deres arbejde på filmen. De fortæller, hvordan de på studiet Camp David kæmpede med at ramme den rigtige tone til den ambitiøse hybrid, der blandede levende skuespillere, rigtige dyr og animatronics (mekaniske dukker) med computeranimerede mundbevægelser. "Babe den kække gris" blev en fortjent succes, der vandt en Oscar for visuelle effekter og tilmed opnåede en nominering i kategorien Bedste Film. Herhjemme lokkede filmen 375.000 danskere i biografen, hvorimod opfølgeren, "Babe den kække gris kommer til byen" fra 1998, floppede med kun 87.400 besøgende - og det var der god grund til, mener holdet bag begge dubbinger. Vores gæster deler også gavmildt ud af anekdoter fra deres lange dubbingkarrierer. Blandt andet røber Timm Mehrens, hvorfor han hader at indtale "Teletubbies", og hvordan hans tidligste dubbingjob blev et kultfænomen i Sverige af alle de forkerte årsager. Vibeke Hastrup taler om udfordringerne ved at dubbe fra koreansk og pudsighederne ved at indtale telefonbanksystemer. Erik Bjergfelt mindes en pinlig episode fra dengang, han instruerede Holger Juul Hansen i "Den fantastiske hjemrejse", og Peter Zhelder deler sin forbløffelse over sit møde med en hal fuld af Pokemon-fans. Sammen med BABE-holdet ønsker vi alle vores lyttere og støtter en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår! Læs mere på meddansktale.blogspot.com
    20 December 2024, 12:00 am
  • 8 minutes 4 seconds
    Nytårsbonus 2023: Den syngende gris
    I dette års nytårsknallert fra MED DANSK TALE fortæller sangeren og skuespilleren DAIMI, hvordan det var at lægge stemme til grisen Georg i den lange tegnefilm "Grisen der dansede". Hanna-Barberas "Charlotte's Web" fra 1973 kendes nok bedst herhjemme under videotitlen "Den syngende gris", men den har også heddet "Tina's tryllespind" som hørespil på LP og kassettebånd. Desuden forklarer skuespilleren, dubbinginstruktøren og animationsnørden JENS JACOB TYCHSEN om sit varme forhold til "Den syngende gris" og filmens danske dubbing, som TRINE HEDMAN instruerede på Skandinavisk Tonefilm Teknik i 1974 i THØGER OLESENs oversættelse og med blandt andre PREBEN KAAS, JYTTE ABILDSTRØM, KARL STEGGER og KJELD NØRGAARD blandt stemmerne. Dette bonusafsnit består af overskydende materiale fra afsnit 5 af podcasten MED DANSK TALE. Interviewet med Daimi er optaget i Cinemateket i januar 2018, og optagelserne med Jens Jacob Tychsen er fra august 2018.
    1 January 2024, 1:21 pm
  • 31 minutes 49 seconds
    Julebonus 2023: Allan Mikkelsen
    Årets julegave til lytterne er lidt utraditionel: Vi har nemlig besøgt en fan af podcasten! Den efterhånden legendariske dubbing-entusiast ALLAN MIKKELSEN var ikke bare en af de mest gavmilde støtter af vores crowdfunding i 2017. Han har også ihærdigt samlet på danske dubbinger i mange år, og flere af de sjældne klip, vi har spillet i MED DANSK TALE, er faktisk nogle, som Allan har fisket op af sit enorme videoarkiv. Allan, der er uddannet lydtekniker, går særlig meget op i kvaliteten af stemmeskuespillet, fordi han ikke kan se, hvad der foregår på skærmen – han er nemlig født blind. Til gengæld er hans hørelse så skarp, at han har kunnet give ekstremt detaljeret feedback på hvert afsnit af MED DANSK TALE. For eksempel har Allan høfligt prikket os på skulderen, når vi har afspillet et lydklip på forkert hastighed i podcasten. Lydsiden fra en dvd går nemlig 4,2 procent for hurtigt, fordi den europæiske PAL-standard har 25 billeder i sekundet i stedet for 24 ... I dette halvtimes bonusafsnit, optaget i august 2021, fortæller Allan om at vokse op som ikke-seende tegnefilmnørd. Han fremhæver nogle af de dubbinger, som har givet ham store lytteoplevelser, fra "Fragglerne" over "Flintstones" til "Muppets Juleeventyr". Han udpeger også et par eksempler på det modsatte: nemlig firsernes skrabede "garagedubs", hvis ringe kvalitet kunne tage pippet helt fra ham. Desuden retter Allan nogle af de fejl, vi har lavet i løbet af podcasten, for startede "Disney Sjov" virkelig med at blive sendt om tirsdagen? Og er DR's hørespilsversion af "Pinocchio" fra 1942 rent faktisk gået tabt, som Jakob Stegelmann hævder, eller findes der bidder bevaret i Allans skattekiste af et lydarkiv? Endelig beretter Allan om sin oplevelse af den nervepirrende crowdfunding, der i december 2017 resulterede i, at hele ni ud af ti afsnit af MED DANSK TALE blev realiseret via lytternes donationer. Vi retter en kæmpe tak til Allan for at have været podcastens stjernestøtte og uofficielle researcher gennem fem år og ønsker jer alle en rigtig glædelig jul! LINKS TIL MED DANSK TALE PÅ: Facebook SoundCloud iTunes X (Twitter) Instagram Vimeo
    21 December 2023, 2:27 pm
  • 9 minutes 13 seconds
    Nytårsbonus 2022: Vibeke Dueholm om Vaiana og Coco
    Årets nytårsbonus er med VIBEKE DUEHOLM, en af de dygtigste sanginstruktører i dansk dubbing. Her fortæller hun om sangene i Disneys "Vaiana" og Pixars "Coco", og hvordan hun castede de unge skuespillere CLARA RUGAARD-LARSEN og LUCAS LOMHOLT ERIKSEN til de krævende vokale partier. NB: Alle, der støtter podcasten med et valgfrit beløb på meddansktale.10er.app SENEST 30. december 2022, vil få adgang til yderligere fem minutter med Vibeke, hvor hun fortæller om arbejdet med Maria Lucia på "FROST". Godt nytår derude - pas på jer selv og hinanden!
    30 December 2022, 1:16 pm
  • 48 minutes 17 seconds
    Julebonus 2022: Frost med Maria Lucia og Kristine Yde
    Årets julegave til lytterne er optaget live til Med Dansk Tales Juleshow i Cinemateket den 11. december 2022. Her havde vi fornøjelsen af at have Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Kristine Yde Eriksen på scenen til en længere snak om, hvordan de har lagt stemme til Anna og Elsa i Disneys "FROST", og hvad succesen har ført med sig af oplevelser. De to dygtige stemmeskuespillere og sangere spiller ikke bare søstre i "FROST", men er også bedste veninder i virkeligheden. Derfor tog interviewet en rørende, personlig drejning hen imod slutningen - helt i julestemningens og søsterkærlighedens ånd. Maria og Kristine fik også gode spørgsmål fra vores publikum, med velvillig mikrofonholderassistance fra Cinematekets programredaktør Rasmus Brendstrup. OBS! Alle, der støtter Med Dansk Tale med et valgfrit beløb på meddansktale.10er.app inden den 31. december 2022, vil få adgang til et EKSKLUSIVT bonusklip, hvor Vibeke Dueholm (dansk instruktør på "FROST") giver sin detaljerede version af historien om, hvordan et stykke af Maria Lucias stemmeprøve fandt vej til filmens færdige lydside. Fra alle os til alle jer: Glædelig jul!
    22 December 2022, 11:00 am
  • 2 hours 3 minutes
    Afsnit 10: Dubbingens nutid og fremtid
    Som de sagde i tv-reklamerne: NU ER DEN HER! Efter en alt for lang ufrivillig pause er vores sidste episode af podcasten endelig klar, og som belønning for jeres tålmodighed får I hermed vores længste afsnit nogensinde! Med denne episke afslutning når vi op til nutiden og fremtiden. KIRSTEN SAABYE, JENS JACOB TYCHSEN og LAURITS LAURSEN fortæller om at arbejde med børn og unge i dubbingstudiet. Vi besøger søstrene IDUN og IRIS MEALOR OLSEN, som trods deres alder på hhv. 12 og 19 år er garvede indtalere. Måske er de nogle af fremtidens dubbingstjerner? SONNY LAHEY kommer forbi for at gøre os klogere på stunt- og kendiscasting. ANDERS og BRIAN forsøger på egen hånd at finde rundt i den verserende debat om repræsentation og diversitet, JAKOB STEGELMANN, SARA EKANDER POULSEN, ÖZLEM SAGLANMAK og JENS JACOB TYCHSEN gør status over dansk dubbing netop nu. De ser bl.a. nærmere på det stigende antal af film til voksne, som får dansk tale på streamingtjenesterne - f.eks. den oscarnominerede "Don't Look Up". Endelig skuer vi ind i fremtiden sammen med producer ERIK BJERGFELT, dubbingentusiast ALLAN MIKKELSEN og techjournalist ANDERS HØEG NISSEN. Anders har fulgt udviklingen inden for talesynteser og automatiseringsprocesser, som måske kan få indflydelse på dubbing fremover. Husk, at I stadig kan støtte podcasten økonomisk på meddansktale.10er.app. Alle, der donerer til afsnit 10, vil få adgang til et eksklusivt bonusklip! > Støt podcasten på meddansktale.10er.app > Læs credits og ekstramateriale på meddansktale.blogspot.com > Følg MED DANSK TALE på facebook.com/meddansktale - twitter.com/meddansktale - instagram.com/meddansktale > RSS-feed til din podcastapp: https://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss
    7 September 2022, 1:41 pm
  • 1 hour 4 minutes
    Bonusafsnit: Bag om Det Levende Slot
    I dette særafsnit af MED DANSK TALE fortæller skuespiller SOFIE GRÅBØL, stemmeinstruktør CHRESTEN SPEGGERS og oversætter METTE HOLM om deres arbejde med Hayao Miyazakis anime "Det levende slot" (Howl's Moving Castle), som de dubbede forbilledligt til dansk i Camp David-studiet i 2005. Den timelange samtale dykker ned i Miyazakis forunderlige univers for at undersøge, hvad det er, der gør den japanske mesterinstruktørs film så fascinerende. Sofie Gråbøl forklarer, hvorfor hovedrollen i "Det levende slot" er et af højdepunkterne i hendes karriere, og japaneksperten Mette Holm giver svar på det store spørgsmål: Hvordan udtaler man Hayao Miyazakis navn korrekt? I afsnittet optræder også en "hemmelig" gæst i form af DANIEL KROMANN, der spillede drengen Markl i filmens danske dub fra 2005. Episoden er optaget ved et publikumsarrangement i Cinemateket i København lørdag 7. maj 2022. Vært: Brian Iskov. Tak til Christian Hansen fra DFI. Lydklip: Dansk biograftrailer til "Det levende slot" og uddrag fra filmen med Sofie Gråbøls stemme. > Hør også bonusafsnittet om Miyazakis "Min nabo Totoro": https://soundcloud.com/meddansktale/mdt-julebonus-2021-min-nabo-totoro
    8 May 2022, 1:36 pm
  • 47 minutes 12 seconds
    Julebonus 2021: Bag om Min nabo Totoro
    Årets lyttegave fra MED DANSK TALE er vores Q&A fra visningen af "Min nabo Totoro" i Cinemateket den 18. december 2021. Dialoginstruktør CHRESTEN SPEGGERS og dubbingskuespiller FRIDA REYNBERG fortæller om filmens danske biografdub fra 2005 og om at arbejde i Hayao Miyazakis forunderlige, japanske anime-univers. Speggers taler også om sine dubbinger af Miyazakis andre film. Ud over "Min nabo Totoro" indeholder afsnittet klip fra de danske versioner af "Det levende slot" (2004), som vi viser i Cinemateket i 2022, og "Porco Rosso" (1992) samt den første danske dub af "Min nabo Totoro" (1988). Denne lavede Peter Røschke fra Sun Studio til DR i 1996 på et lavt budget, der ikke tillod at bruge rigtige børneskuespillere. Vært: Brian Iskov. Tak til Rasmus Brendstrup og Christian Hansen fra DFI samt Chresten Speggers, Frida Reynberg og Sofie Gråbøl.
    21 December 2021, 10:34 am
  • 1 hour 12 minutes
    Afsnit 9: Stemmer til dansk animation
    Niende afsnit handler om originale stemmer til dansk animation: fra “Fyrtøjet” i 1946 over “Sørøver Sally” og “Jullerup Færgeby” til “Terkel i knibe”. Først og fremmest får Anders og Brie besøg af JANNIK HASTRUP og TOMMY KENTER, som sammen har skabt mange mindeværdige tegnefilmfigurer. Vi taler med tegneserieskaberen PETER MADSEN om at dubbe “Valhalla”-tegnefilmen fra engelsk tilbage til dansk. JAKOB STEGELMANN mindes problemerne med Danmarks første lange tegnefilm, "Fyrtøjet". VIGGA BRO og GUNVOR BJERRE vender tilbage for at snakke om stangdukkerne fra 70'ernes børne-tv. Endelig fortæller ÖZLEM SAGLANMAK om sin rolle som Ali i "Yallahrup Færgeby". (ANDERS MATTHESEN, bodilnomineret for sine stemmepræstationer i "Ternet ninja", meldte desværre afbud til nieren og medvirker kun i et klip fra vores søsterpodcast Filmnørdens Hjørne. Vi håber at fange ham en Anden god gang.) > Støt podcasten på meddansktale.10er.dk > Læs credits og ekstramateriale på meddansktale.blogspot.com > Følg MED DANSK TALE på facebook.com/meddansktale - twitter.com/meddansktale - instagram.com/meddansktale > RSS-feed til din podcastapp: http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss Illustration: Alexandra Borg Art
    9 April 2020, 7:00 am
  • 15 minutes 31 seconds
    Nytårsbonus 2019: Fraklip med Sonny, Anders & Brie
    Vi hyggede os så meget i studiet, da vi optog afsnit 6 af MED DANSK TALE, at der slet ikke blev plads til al vores spontane nørdesnak i den færdige podcast. Nu har vi samlet en række af fraklippene i et løssluppent bonusafsnit, hvor Anders Vad Bruun, Brian Iskov og vores gæst Sonny Lahey går i nørdekoma over hørespil på kassettebånd og Jim Hensons "Fragglerne". God fornøjelse med Sonny, Anders & Brie Show, og godt nytår 2020!
    31 December 2019, 8:00 am
  • 18 minutes 58 seconds
    Julebonus 2019: Hyldest til Ove Sprogøe
    Den 21. december 2019 er det 100 år siden, at Ove Sprogøe blev født i Odense. Ove gik bort i 2004, men har alligevel fyldt meget i alle afsnittene af MED DANSK TALE som en maskot, en helt, en ledestjerne i dansk dubbings historie. Vi har i podcasten talt med mange, der har kendt eller beundret Ove, og det har vi nu klippet sammen til et gratis bonusafsnit: en hyldest til Ove Sprogøe og hans stemme. De medvirkende er Jakob Stegelmann, Jens Jacob Tychsen, Franz Ernst, Henrik Koefoed, Preben Kristensen, Nis Bank-Mikkelsen, Lars Thiesgaard, Sonny Lahey, Morten Grunwald, Gert Fredholm, Daimi Gentle og selvfølgelig værterne, Anders Vad Bruun og Brian Iskov. MED DANSK TALE vender tilbage med flere afsnit i 2020. Vi ønsker jer alle sammen en glædelig jul. Se hele indholdsfortegnelsen på https://meddansktale.blogspot.com/2019/12/julebonus-2019-ove-sprogoe.html Støt podcasten: https://meddansktale.10er.dk
    21 December 2019, 8:30 am
  • More Episodes? Get the App
© MoonFM 2024. All rights reserved.