Du lytter til Politiken

Politiken

Med Politikens daglige nyhedspodcast ’Du lytter til Politiken’ i ørerne vil du på 20 minutter få én særligt udvalgt, aktuel historie leveret som levende lydfortælling. Mandag og fredag kan podcasten høres af alle. Ugens tre øvrige afsnit er kun for Politikens abonnenter. Politiken-journalisterne Gudrun Marie Schmidt og Bo Søndergaard er værter.

  • 25 minutes 5 seconds
    Et simpelt tal har givet os klimakrise, stress og ødelæggelse af naturen

    Bruttonationalproduktet - eller BNP - er et tal, som mere end noget andet styrer verden. Og som på flere måder har bestemt, hvordan vores samfund og kloden er kommet til at se ud. 

    Tallet beskriver, hvor mange penge, der hvert år skifter hænder i et land, og målet har i flere generationer været, at det for alt i verden kun må stige. Men har det givet os det liv og den verden, vi ønskede?

    Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ er Politikens internationale kommentator Michael Jarlner, som fortæller om, hvorfor Politiken har bedt en række økonomer opfinde et bedre tal.

    2 May 2024, 2:30 am
  • 24 minutes 35 seconds
    Våbenhvile: Forstå det vilde spil om Gaza, gidsler, Netanyahu og Sinwar

    I Egypten er forhandlinger om våbenhvile mellem Hamas og Israel i gang. Men Israel og Hamas taler ikke direkte sammen. Og forhandlingerne er i det hele taget et vildt og indviklet spil, der handler om langt mere end nogle få ugers våbenhvile. 

    Hvad skal Netanyahu have til gengæld for at standse kampene? Hvilke indrømmelser kan han ikke give? Og hvad gælder det om for Hamas’ leder i Gaza, Yahya Sinwar, som nu i et halvt år har skjult sig i Gazas tunneler?

    I dagens afsnit af ‘Du lytter til Politiken’ fortæller Anders Jerichow om, hvad det er for en kabale, Israel og Hamas med USA, Egypten, Saudi Arabien og resten af verden på nakken prøver at få til at falde på plads.

    1 May 2024, 2:30 am
  • 22 minutes 33 seconds
    Besatte universiteter: Står USA foran et nyt ungdomsoprør?

    Grunden omkring Columbia University i New York er som forvandlet. Dækket af telte og fyldt med demonstranter. Over teltene vajer palæstinensiske flag.

    På det ene amerikanske universitet efter det andet raser oprøret, og store politistyrker bliver udkommanderet. Det ligner næsten en gentagelse af protesterne imod Vietnamkrigen, der endte med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Men det er noget andet. Så hvad er det egentlig, der sker? Og hvilken betydning har det?

    Dagens gæst i ‘Du lytter til Politiken’ er Politikens USA-korrespondent Jacob Fuglsang, der selv har besøgt teltlejren på Columbia.

    30 April 2024, 2:30 am
  • 22 minutes 18 seconds
    To gange om dagen får Julie heroin betalt af staten

    Tidligere i sit liv skulle Julie finde en måde at skaffe penge på, så hun hver dag kunne skaffe den heroin, hun var afhængig af. Noget, hun dengang klarede ved at smugle og sælge stoffer. Livet som narkoman sendte hver dag Julie ud i et nedslidende kaos af et liv med forskellige former for kriminalitet. 

    Men i dag kan Julie nøjes med at tage bussen nogle få stop. Hen til et sted, hvor hun – helt lovligt – kan få lægeordineret heroin betalt af staten. Det gør hun to gange om dagen.

    Politikens Hans Davidsen-Nielsen tilbragte en dag med Julie og tog busturen sammen med hende hen til heroinklinikken Valmuen.

    29 April 2024, 2:30 am
  • 26 minutes 55 seconds
    Ayman på 19 år: Der skulle et knivstikkeri til at vække mig – fængslet gjorde det ikke

    Mange havde prøvet at få Ayman Ahmad Mouhammad til at holde op med at sælge narko og røve mennesker på gaden. Alt sammen uden held. For der skulle meget mere end pædagoger og politibetjente til, før han indså, at han var på vej ud i noget livsfarligt.

    Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ er tidligere kriminel Ayman Ahmad Mouhammad, der lagde kriminaliteten på hylden efter en dramatisk aften i 2022. Han er nu gået ind i politik, og han har et par forslag til, hvordan vi kan trække unge kriminelle ud af den blindgyde, han selv var fanget i. 

    For den måde vi i dag lader dem sidde og kede sig på institutioner og i ungdomsfængsler på – hjælper bare ikke, siger han. Ligesom det ikke hjælper, at vi bagefter bare stiller dem fra os igen.

    26 April 2024, 2:30 am
  • 26 minutes 39 seconds
    Kronvidnet i Assange-sagen sidder i et rækkehus i Sønderjylland

    Engang var Sigurdur Thordarson et digitalt vidunderbarn, der hjalp Julian Assange med at hacke sig ind på magthavernes hemmeligheder. Men så skete der pludselig noget mystisk. Sigurdur Thordarson vendte 180 grader og angav sit forbillede. Så hvis det lykkes USA at få Julian Assange udleveret til retsforfølgelse, er det ham, der bliver kronvidnet. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller journalist Erik Jensen om den islandske hacker, der efter et vildt og voldsomt liv nu forsøger at genstarte sit liv i et søvnigt villakvarter i Sønderjylland.

    25 April 2024, 2:30 am
  • 26 minutes 7 seconds
    Hvor mange milliarder koster det at redde en død fjord?

    Hvad skal der egentlig til, hvis vi igen skal have liv i vores åer, fjorde og kystnære farvande, hvor ilten forsvinder, og planter og dyr dør? Hvad vil det koste? Og kan vi overhovedet blive enige, når vi ser så forskelligt på problemet og dets årsager?

    Ved Limfjorden har alle berørte grupper sat sig sammen i et af Danmarks fire Kystvandråd for at forsøge at nå til enighed om årsager og løsninger. I dagens afsnit af ‘Du lytter til Politiken’ fortæller Politikens klimaredaktør Magnus Bredsdorff om rådets vilde konklusioner.

    24 April 2024, 2:30 am
  • 19 minutes 49 seconds
    Gider de unge ikke at arbejde?

    Skal du gøre noget for dit arbejde? Eller er det arbejdet, der skal gøre noget for dig? Det er spørgsmål, der i disse uger bliver diskuteret heftigt – og som særligt splitter de unge og de ældre. De unge bliver anklaget for at være forkælede og dovne, mens de ældre ses som nogen, der ikke har forstået, at verdenen – og dermed arbejdslivet – har ændret sig. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller debatredaktør Susan Knorrenborg, hvad det egentlig er, generationerne skændes om.

    23 April 2024, 2:30 am
  • 24 minutes 41 seconds
    Hussein har fået Mohammed fra Gaza til Aabenraa: »Jeg slipper dig aldrig«

    Hussein Shaheen husker tydeligt den værste dag i sit liv. Han havde lagt sine små børn i seng hjemme i Aabenraa, inden han satte sig med sin telefon i sofaen og åbnede Facebook. Her så Hussein nyheden om sin lillebror. Broderen, hans kone og børn var døde i et bombeangreb i Gaza.

    Kun deres ældste søn, Husseins nevø Mohammed, havde overlevet med svære skader og lå nu alene på et hospital i Gaza uden mulighed for behandling. Hussein besluttede sig for, at Mohammed skulle til Tyrkiet for at blive behandlet. Og han indledte en kamp for at få sin nevø til Danmark og bo hos Hussein og hans familie.

    I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller journalist på Politiken Olav Hergel historien om Hussein og Mohammed, der blot er én ud af tusindvis af fortællinger om døde og sårede børn under krigen i Gaza.

    22 April 2024, 2:30 am
  • 22 minutes 9 seconds
    WEEKEND. Vi danskere blev narret dengang i 1800-tallet. Og det har præget os lige siden

    Her i Politikens weekendpodcast giver vi dig mulighed for at høre nogle af de mange artikler, som Politikens journalister, anmmeldere og øvrige skribenter hver uge skriver og selv læser op. 

    I dag kan du høre tre artikler kvit og frit: 

    • Først er det Emilie Mørks artikel om danske landskaber og hvorfor vi holder mere af nogle typer landskaber end andre.
    • Senere kan du høre Pernille Jensen uddele hele fem hjerter til en dansk podcast
    • Og til er det Henrik Palles anmeldelse af en tv-serie, som er perfekt timet til den amerikanske valgkamp


    -----------------

    Og husk: Artiklerne er bare nogle af de mange artikler, vi læser op, og som kan høres direkte i Politikens podcast-app, så snart de udkommer. Her kan du også sammensætte din egen playliste og tage artiklerne med på farten. Det kræver blot, at du er Politiken-abonnent. Og det kan du nemt blive ved at gå ind på politiken.dk/shop

    20 April 2024, 2:00 am
  • 37 minutes 26 seconds
    Andreas gik undercover og fik en banksvindler i røret

    Du har sikkert hørt om hjælpeløse ældre danskere, der mister deres hårdt tjente opsparing, fordi de får en udenlandsk svindler i telefonen. De historier kendte Andreas Søndergaard Petersen til. Han er journalist på det uafhængige faktatjekmedie TjekDet og har i flere måneder afdækket investeringssvindel på nettet.

    Men Andreas bliver selv overrasket, da han går undercover for at afsløre svindlernes metode og får en engelsktalende mand i røret. Manden kalder sig Mike Bo Hansen, har en meget fin titel og er fuld af betryggende ord, der næsten ender med at overbevise Andreas.

    I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ kan du høre, hvordan Mike Bo Hansen og hans kumpaner ved hjælp af forfalskninger, manipulation og psykologisk indsigt forsøger at snyde Andreas til at sende sine sparekroner efter deres udspekulerede fupnummer.

    19 April 2024, 2:30 am
  • More Episodes? Get the App
© MoonFM 2024. All rights reserved.